Publications

Denne undersøgelse af frontmedarbejdernes perspektiver på praksis i sundhedsvæsenet er foretaget i forlængelse af undersøgelser af ledelsesperspektivet på sundhedsreformens effekter på organiseringen af sundhedsvæsenet efter reformen samt på borgernes perspektiver på sundhedsvæsenet.

Undersøgelsens formål er at afdække frontmedarbejdernes perspektiver på forandringer af praksis som følge af reformen og komme med input til hvordan reformens tiltag kan ændres og forbedres således at hensigterne med reformen i højere grad end nu kan indfries. I rapporten peger medarbejderne på muligheder og barrierer for at gennemføre reformens formål bl.a. ift. at styrke den primære sundhedstjeneste, at styrke befolkningens lige adgang til sundhedsydelser gennem telemedicin og dialog med borgerne, at fremme rekruttering og fastholdelse af personalet og at forbedre det tværsektorielle samarbejde med kommunerne.

Ud fra en analyse og diskussion af medarbejderinterviewene gives fire overordnede anbefalinger til forbedringer af sundhedspraksis på sundhedsreformens fokusområder:

1. Som forudsætning for at øge arbejdstilfredsheden og fastholde personalet anbefales det at det fastboende personales ressourcer anerkendes og videreudvikles. I lyset af udviklingen af sygdomsmønsteret i befolkningen vil kortuddannet personale desuden kunne påtage sig et stigende antal opgaver ifm. forebyggelse, sundhedsfremme og rehabilitering. Det kræver en samlet strategi for kompetenceudvikling af personalet i sundhedsvæsenet.

2. Det tilrådes at udarbejde en samlet personalepolitik for hele sundhedsvæsenet, der både har planer for hvordan personalesituationen løses på kort sigt, og hvordan der på langt sigt opbygges en stabil stab af fastboende, veluddannede medarbejdere. Dette indebærer den i punkt 1 omtalte strategi for kompetenceudvikling af personalet samt en strategi for lederudvikling ud fra fælles mål og værdier for sundhedsvæsenets udvikling.

3. Det anbefales at fremme et fokus på tværsektorielle patientforløb gennem fælles kompetenceudvikling af personalet i sundhedsvæsenet og kommunerne. Formålet er at opkvalificere det kommunale personales sundhedsfaglige kompetencer, at øge sundhedspersonalets indsigt i muligheder for forebyggelse, sundhedsfremme og rehabilitering samt at styrke samarbejdsrelationerne.

4. Der ligger store muligheder for forbedret effektivitet og kvalitet i sundhedsindsatserne og arbejdsglæde for medarbejderne i en bedre dialog med befolkningen. Stigningen i antallet af kronisk syge og ældre kalder i højere grad på samtaler om sundhedsudfordringer og i mindre grad på sygdomsbehandling. Det anbefales at opprioritere borgerinddragelse og dialog med befolkningen som sundhedsindsatser. Som et led heri anbefales det at aktivere telemedicin i hele sundhedsvæsenet samt fremskynde implementeringen af nyt telemedicinsk udstyr. Derudover beskrives en lang række konkrete redskaber til at styrke sundhedsreformens fokusområder.

Peqqinnissaqarfimmik aaqqisuusseqqinnerup kingorna aaqqisuussinermut kiisalu innuttaasunut sunniutai aqutsisunit isigalugit misissuineqt nangillugu, atuisunik toqqaannartumik sullissisunit isigalugu Peqqinnissaqarfimmi sulinermik misissuineq ingerlanneqarpoq.
Aaqqisuusseqqinnermi siunertaasut maannamiit annertunerusumik piviusunngortinneqarsinnaanngorlugit, aaqqisuusseqqinnerup kingunerisaanik allannguinerit toqqaannartumik sullissisunit isigalugit qulaajaanissaq, kiisalu aaqqisuusseqqinnermi iliuuserisanik allannguinissamut pitsannguinissamullu isumassarsisitsinissaq, misissuinermi siunertaapput. Nalunaarusiami aaqqisuusseqqinnerup siunertaanik naammassinninnissamut- ilaatigut napparsimmaviit avataanni peqqinnissakkut sullissinermik nukittorsaanermut, qarasaasiakkut nakorsiartitsisarneq innuttaasunillu oqaloqateqarneq aqqutigalugit, innuttaasut peqqinnissakkut sullinneqarnermi assigiimmik periarfissinneqarnissaannik nukittorsaanermut, sulisussarsiniarnermi aalaakkaasunillu sulisoqarniarnermi siuarsaanermut kommuninillu, isumaginnittoqarfiit akimorlugit, suleqateqarnermik pitsanngorsaanermut tunngatillugu periarfissat akimmiffissallu, sulisunit tikkuarneqarput.

Sulisunik apersuinernik misissueqqissaarneq isummersornerlu aallaavigalugit, peqqinnissamut tunngatillugu Peqqinnissaqarfimmik aaqqisuusseqqinnermi qitiutinneqartuni periutsinut pitsanngorsaatissat pingaarnerit sisamat innersuussutaapput:

1. Sulisut nunaqavissut nukinginik akuersaarnissaq inerisaanissarlu sulinermik naammagisimaarinninnermik annertusaanissamut aalaakkaasunillu sulisoqarnissamut piumasaqaatitut innersuussutaavoq. Innuttaasuni nappaataasartut ineriartornerannit isigalugu, sulisut sivikitsumik ilinniagallit pitsaaliuinermut, peqqinnissamik siuarsaanermut piginnaanngorsaaqqinnermullu atatillugu suliassat annertusiartuinnartut isumagisinnaassavaataaq. Tamatumani Peqqinnissaqarfimmi sulisut piginnaasaannik inerisaanissamut ataatsimoorussamik iliuusissatut siunniussinissaq piumasaqaataavoq.

2. Sulisoqarniarnerup siunissaq qaninnerusoq isigalugu qanoq aaqqiiviginiarneqarnissaa, siunissarlu ungasinnerusoq isigalugu aalaakkaasunik nunaqavissunik ilinniarluarsimasunik sulisoqalernissamik pilersaarutitalimmik Peqqinnissaqarfik tamakkerlugu sulisoqarnermut politikkiliornissaq siunnersuutaavoq. Tamatuma imm. 1-imi oqaatigineqartoq; sulisut piginnaasaannik inerisaanissamut iliuusissatut siunniussineq kiisalu Peqqinnissaqarfiup inerisarnissaanut anguniakkatut siunniussat naleqartitallu ataatsimoorussat tunngavigalugit aqutsisut piginnaasatigut inerisaaviginissaannut iliuusissanik siunniussinissaq nassatarissavaa.

3. Pisortaqarfiit akimorlugit Peqqinnissaqarfimmi kommuninilu sulisunik ataatsimoorussamik piginnaasatigut inerisaaneq aqqutigalugu napparsimasut aqqusaartugassaannik ukkassinermik siuarsaanissaq innersuussutaavoq. Kommunini sulisut peqqinnissamut tunngatillugu piginnaasaannik qaffassaanissaq peqqinnissakkullu sullissisut pitsaaliuisinnaanermut, peqqinnissamik siuarsaanermut piginnaanngorsaaqqinnermullu tunngatillugu paasisimasaannik annertusaanissaq kiisalu suleqatigiinnernik nukittorsaanissaq siunertaapput.

4. Peqqinnissaq pillugu iliuuserisani eqaassutsimik pitsaassutsimillu annertunerulersitsinissamut, sulisullu pitsaanerusumik innuttaasunik oqaloqateqarnermikkut suliaminnik nunannarinnissaannut, annertuunik periarfissaqarpoq. Anigugassaanngitsunik nappaatillit utoqqaallu amerliartornerat, nappaatinik nakorsaaneq pivallaarnagu peqqinnissarli pillugu unammilligassat oqaloqatigiissutiginissaannik piumasaqaatitaqariartorpoq. Peqqinnissaq pillugu iliuusissatut innuttaasunik peqataatitsinissap oqaloqateqarnissallu salliunneqarnissaat innersuussutaavoq. Tamatumunnga atatillugu Peqqinnissaqarfik tamakkerlugu qarasaasiakkut nakorsiartitsisarnerup atuutilersinneqarnissaa qarasaasiakkullu nakorsiartitsinermi atortorissaarutinik nutaanik pilertornerusumik atuilernissaq innersuussutaavoq.
Tamatuma saniatigut Peqqinnissaqarfimmik aaqqisuusseqqinnermi ukkanneqartunik nukittorsaanissamut sakkussat tigussaasut arlalissuit nassuiarneqarput.

Kapitlet giver en indføring i en socialpsykologisk analyseramme kaldet Kritisk Psykologi. Først gøres der rede for det grundlæggende teoretiske udgangspunkt for Kritisk Psykologi, og hvordan de psykologiske grundbegreber er udviklet.

Herefter beskrives nogle centrale begreber i Kritisk Psykologi; det vises gennem eksempler, hvordan analysen af praksis vha. de kritisk psykologiske begreber kan sætte de sundhedsprofessionelle i stand til at reflektere over deres egne og patienternes tanker, følelser og handlinger, og hvordan disse relaterer sig til både strukturelle og relationelle betingelser for praksis i sundhedsvæsenet og til patienternes livsbetingelser. Psykiske reaktioner forstås således i deres sociale sammenhænge, ikke som indre psykiske processer.

Til sidst gives et eksempel på en patientsituation i sundhedspraksis, og hvordan situationen kan analyseres ved hjælp af begreberne.

The chapter introduces a method of qualitative analysis which builds on socialpsychological theory about structures and relations in social practice. Conditions-, meanings- and reasoning analysis integrates societal and institutional structures in the conduct of everyday life of the citizens and in professional practice. The purpose of the analysis is to show the connections between institutional practice and the citizens’ everyday conduct of life with e.g. health problems, how the different practices influence each other, and what opportunities and challenges they include. By the use of examples from empirical research in patients’ perspectives on health practice in Greenland, it is shown how the method of analysis can be used on empirical material, what forms of knowledge and practice it analyses, and what kind of knowledge and action possibilities it generates.

Kapitlet henvender sig til studerende og andre som ved hjælp af interview ønsker indsigt i patienters eller andre brugeres hverdagsliv fra deres perspektiv. Der findes mange måder at skabe viden om patientperspektiver. Derfor diskuteres først det vidensmæssige grundlag for hverdagslivsinterview, som det fremstilles her. Der argumenteres for at patienters konkrete livsbetingelser og værdier må inddrages som rationel viden i faglig beslutningstagen, og at dette kræver særlige fremgangsmåder. Det vises herefter, gennem et praktisk eksempel fra et forskningsprojekt blandt grønlandske patienter, hvordan samtalen i interviewet kan generere viden om patientperspektiver gennem fælles udforskning af interviewpersonens konkrete livsførelse i dagligdagen. Kapitlet beskriver nogle principper for udforskning af patientperspektiver omhandlende inddragelse af subjektivitet, forskellige sundhedsopfattelser og kulturforskelle mellem forskere og interviewpersoner.

Kapitlet handler om hvordan pædagogiske perspektiver kan tænkes med, når telemedicin anvendes og i fremtiden udbredes endnu mere i det grønlandske sundhedsvæsen. Ved at bygge på erfaringer og viden fra pædagogisk forskning i fjernundervisning på Institut for Læring, Ilisimatusarfik/Grønlands Universitet, vil pædagogiske forhold ved anvendelse af telemedicin blive præsenteret og diskuteret. Kapitlet henvender sig til alle med interesse for telemedicin, herunder plejepersonale og sygeplejerskestuderende, som inspiration og som pædagogisk værktøj til fortsat at udvikle og afprøve løsninger med telemedicin.

Gennem de seneste årtier er den sociale ulighed i Grønland steget. Velfærdsinstitutionerne har overtaget mange ansvarsområder som før var familiernes, hvilket kan true børns trivsel og sundhed, dels fordi der er behov for at forældre også tager ansvar, dels fordi velfærdsinstitutioners logik er at behandle sig ud af problemer. Kapitlets pointe er at institutionerne må påtage sig opgaven med at inddrage forældrene og den øvrige lokalbefolkning i løsningen af velfærdsproblemer med fokus på lokale ressourcer, det vil sige gennem sundhedsfremmende tiltag. På den måde kan institutionerne støtte befolkningen i at tage del i ansvaret for sundhed og trivsel på længere sigt. Dette kræver samarbejde mellem befolkningen, institutionerne, organisationerne og forskningen om at skabe selvforvaltning og et godt liv i lokalsamfundene.

Grønlandsk forskning i patienters daglige livsførelse med sygdom viser at patienter risikerer at blive udelukket fra indflydelse på egen behandling, pleje og rehabilitering fordi professionelle ofte er centreret omkring deres egen faglige praksis og vurderer faglig viden højere end patienters viden om deres liv. I det der i sundhedsvæsenet kaldes ‘fælles beslutningstagen’, er det ikke nok at spørge til patienters umiddelbare præferencer i forhold til en bestemt indsats. Patienters sundhedsproblemer må forstås i relation til deres liv som er formet i bestemte sociale og kulturelle sammenhænge. Det er dét at sætte personlig livsførelse ind i sin samfundsmæssige sammenhæng der gør patientpræferencer til rationel viden – bl.a. viden om ressourcer til at klare livet med sygdom. Denne viden kan sætte de professionelle i stand til at yde en indsats som er relevant og brugbar for den enkelte patient. Når patientperspektiver forstås på den måde, går kvalitet i sundhedsvæsenet og en medmenneskelig tilgang til patienterne hånd i hånd. Humanistisk sundhedsforskning kan bidrage hertil ved at afdække patient- og professionelle perspektiver.

Kapitlet tager udgangspunkt i personalesituationen i sundhedsvæsenet som er præget af stor gennemstrømning af korttidsansatte, fortrinsvis ikke-grønlandsksprogede sygeplejersker, på grund af sundhedsvæsenets udfordringer med rekruttering og fastholdelse af personale gennem mange år. En interviewundersøgelse viser fastansatte hospitalssygeplejerskers oplevelser af konsekvenserne i hverdagen i klinisk praksis: stor arbejdsbyrde pga. oplæring af nyt personale og tolkning mellem korttidsansatte og patienter; ekstraopgaver i forbindelse med uddannelse af elever og studerende samt ledelse og konflikthåndtering; afbrydelser og manglende tid til kerneopgaven, patientplejen. Dette medfører stress, evt. med fysiske symptomer, og overvejelser om jobskifte. Undersøgelsen peger på behov for bedre introduktionsforløb for nyansatte, bedre muligheder for faglig sparring og udvikling og generelt for ledelsesmæssigt initiativ og opbakning. Kapitlet afsluttes med nogle konkrete forslag til udvikling af praksis på de omtalte områder med henblik på at fastholde både de udefrakommende sygeplejersker og de fastansatte grønlandsksprogede sygeplejersker.

Sundhedsforskning i Grønland rummer udfordringer som vestlige videnskabsetiske retningslinjer har svært ved at håndtere på en måde så forskningen kan medvirke til at forbedre befolkningens sundhedstilstand. Koloniseringen i Grønland har, ligesom kolonisering blandt oprindelige befolkninger andre steder i verden, medført sociale problemer som følge af blandt andet tab af identitet og værdier samt ansvarsfratagelse. Vestligt orienterede sundhedssystemer, med deres fokus på helbred og behandling, kan vanskeligt inddrage sociokulturelle faktorers betydning for livskvalitet, og tilgangen stemmer dårligt overens med befolkningens værdier og opfattelser af et godt liv.

Ligesom sundhedsvæsenet er også sundhedsforskningen behandlingsorienteret. Derfor er der brug for at uddanne grønlandske forskere fordi de med deres kendskab til landet og befolkningen kan sætte helbredsproblemer ind i deres sociokulturelle sammenhænge og på den måde forske på et etisk forsvarligt grundlag. Denne forskningsmæssige kapacitetsopbygning foregår bl.a. i samarbejde med udenlandske forskere i regi af Grønlands Center for Sundhedsforskning ved Ilisimatusarfik.

Dette kapitel henvender sig til studerende og andre som ved hjælp af interview ønsker indsigt i patienters eller andre brugeres hverdagsliv fra deres perspektiv. Der findes mange måder at skabe viden om patientperspektiver. Derfor diskuteres først det vidensmæssige grundlag for hverdagslivsinterview, som det fremstilles her. Der argumenteres for at patienters konkrete livsbetingelser og værdier må inddrages som rationel viden i faglig beslutningstagen, og at dette kræver særlige fremgangsmåder. Det vises herefter, gennem et praktisk eksempel fra et forskningsprojekt blandt grønlandske patienter, hvordan samtalen i interviewet kan generere viden om patientperspektiver gennem fælles udforskning af interviewpersonens konkrete livsførelse i dagligdagen. Kapitlet beskriver nogle principper for udforskning af patientperspektiver omhandlende inddragelse af subjektivitet, forskellige sundhedsopfattelser og kulturforskelle mellem forskere og interviewpersoner.

Dette kapitel diskuterer mulige sammenhænge for måder at være mand på i forbindelse med alkohol og vold. På baggrund af en analyse af politiets og retsvæsenets dokumenter vedrørende 21 mænd, der i 2001 blev dømt for vold mod samlever (hustru/kæreste), kan de voldsdømte mænd karakteriseres som marginaliserede i livssituationer præget af forandringer og ofte omfattende problemer enten i arbejdslivet (arbejdsløs eller ustabil beskæftigelse og manglende uddannelse) eller i samlivsforholdet eller i begge relationer. Mændene er socialt og økonomisk belastede, og de fleste har problemer med alkoholmisbrug og nogle også med hash.

Voldshandlinger kan ved hjælp af kriminologiske narrativer og maskulinitetsteorier forstås i lyset af spændinger, som opstår når samfundsforhold forandres, som f.eks. mænds og kvinders rolle som forsørgere, og når magtrelationer mellem mænd og kvinder er under forandring. ’Black-out’ som følge af beruselse synes at være en meget anvendt begrundelse blandt mænd, og også legitimerende for udøvelse af vold.

Grønlands sundhedsvæsen er som helhed udfordret af både geografi og sociale forhold i en meget lille befolkning spredt over verdens største og måske mest ufremkommelige ø. Udfordringerne gælder derfor også den palliative indsats. Officielle planer og dokumenter for palliation tager ofte afsæt i danske og internationale dokumenter. Palliation er stort set forbeholdt kræftpatienter, som både kan få palliativ behandling i Danmark og i Grønland. Der findes ikke døgnsygepleje og kun døgnpleje få steder i Grønland og derfor må patienter indlægges, hvis pleje og omsorg ikke kan varetages af pårørende aften og nat.

I denne artikel beskrives kort centrale dokumenter vedrørende palliation i Grønland. Forskning og dokumentation vedrørende palliative behov og palliativ indsats i Grønland er sparsom og vi har derfor valgt kort at opsummere hovedresultaterne fra to ph.d.-projekter, der med forskellige metoder har dokumenteret vilkårene for alvorligt kræftsyge (og andre kronisk syge) samt deres pårørende i Grønland.

Formålet med artiklen er at diskutere procedurer i institutionel praksis og deres betydning for at inddrage patienter og pårørende som medmennesker i pleje, behandling og rehabilitering. Artiklen sluttes af med et konkret forslag til en procedure for samtale, som kan inddrage patienter og pårørende i et gensidigt samarbejde mellem dem og de professionelle. Artiklen er en bearbejdelse af et oplæg holdt på temasessionen Patient og Familie på Nunamed konferencen i Nuuk 5. -7. oktober 2019.

Various kinds of user and patient involvement are spreading in healthcare in most Western countries. The purpose of this study is to critically assess the actual conditions for patients’ involvement in healthcare practice in Greenland and to point to possibilities for development. Patients’ perspectives on their own conduct of everyday life with illness and their possibilities for participation when hospitalized are examined in relation to the conditions in a hospital setting dominated by biomedical practice. On a theoretical level, it is argued that the concept of ‘participation’ is preferable to the concept ‘involvement’ in healthcare. The study shows that there are several interconnected areas for development: the structural frames of hospital practice, including professionals’ possibilities for handling patient participation, and the agency of the patients conducting their everyday lives when hospitalized. Consequences of the biomedical hegemony are discussed in relation to WHO´s broader approach to disease, illness and health and the still existing postcolonial traces of power and hierarchy. Finally it is argued that patient participation during hospitalization will promote the patients´ conduct of everyday life, the cultural knowledge of the professionals, and the democratization of the healthcare sector. Such changes might be connected to a more encompassing democratic societal development – in Greenland as well as globally.

The growing incidence of chronic diseases and an ageing population, worldwide as well as in Greenland, call for an intensified focus on health promotion and rehabilitation. However, research shows that the existing disease-oriented healthcare system is not geared to manage the psychosocial problems of chronically ill or disabled citizens. The problem is related to the prevailing biomedical institutional structures where expert- and professional knowledge trumps the knowledge and perspectives of the users of the institutions. Speaking about health in the broad sense of WHO, there is a need for an intensified focus on wellbeing, not only physical health. The chapter presents the visions for an ongoing research project in Sermersooq Municipality.

The research aims at developing knowledge about the citizens’ everyday lives with illness or disabilities, their cultural values and perspectives. Involving this kind of knowledge in professional practice requires the professionals’ reflection on means and ends in a welfare institution like home care. Welfare-professional contributions are meant to support citizen participation in social living. Therefore, professionals must learn about citizens’ social and cultural conditions for managing their lives.

Furthermore, the project aims at revealing and describing the conditions for professional practice as a contribution to the professionals’ abilities to analyze their practice.

The material is developed through participant observations in the municipality and the citizens’ homes, and qualitative interviews with citizens, care personnel, therapists, and leaders on different levels.

The expected outcome is a set of tools for professional practice reflection following the principles described above.

The article reports some results from a study about an Everyday rehabilitation-project in Kommuneqarfik Sermersooq. Everyday rehabilitation in home care has spread rapidly in Scandinavia through the last few years and is part of a worldwide focus on ‘active ageing’ because of a growing share of people 65+ years. Many citizens benefit from rehabilitative services, but research shows that those in most need often are excluded from home care services because of a one-sided focus on ‘growth’. This can bring along conflicts between professionals and citizens and a lack of relevant support for citizens. The purpose of this study was to investigate citizens’ perspectives on a good life as old in Nuuk and how rehabilitation can support them in conducting a meaningful life from their own perspectives.

The study was conducted as an ethnographic field study. The methods were participant observations, qualitative interviews and document analysis.

The study shows that home care and rehabilitation services are concentrated on practical and instrumental help, disconnected from the citizens’ everyday life, their resources and values. This has a passivating and demotivating effect. Old people are proud of their achievements in life, they are actively managing their lives on a daily basis, and they have dreams for the future. But they do need professional assistance. Their everyday life-knowledge and perspectives have to be integrated in professional practice in order to improve the quality of home care services through cooperation between citizens and professionals. An action possibility is proposed, namely a certain approach to ‘life stories’ as an instrument to involve the citizens as participants in home care and rehabilitation.

The background of the study reported in this chapter was the growing number of chronically ill patients. The purpose was to explore patients’ perspectives on life with chronic illness and how it relates to healthcare practice. The research was conducted as an ethnographic field study. A conclusion of the study is that the disease-oriented healthcare system is not geared to deal with rehabilitation because of a narrow focus on disease and treatment, and the exclusion of patients’ knowledge. However, knowledge about patients’ everyday life and perspectives hold potentials for rehabilitative and health promotional professional interventions.

Kapitlet introducerer til en analysemetode, som bygger på socialpsykologisk teori om strukturer og relationer i social praksis. Betingelses-, betydnings- og begrundelsesanalysen integrerer samfundsmæssige og institutionelle strukturer i brugernes daglige livsførelse og i professionel praksis. Formålet med analysen er at vise sammenhængen mellem institutionel praksis og brugernes daglige livsførelse med fx sundhedsproblemer, hvordan de forskellige praksisser påvirker hinanden, og hvilke muligheder og problemer, de rummer. Ved hjælp af eksempler fra empirisk forskning i patientperspektiver på sundhedspraksis i Grønland vises det, hvordan analysemetoden kan bruges på empirisk materiale, hvilke former for viden og praksis den analyserer, og hvilken viden og hvilke handlemuligheder, den kan generere.

Various kinds of user and patient involvement are spreading in healthcare in most Western countries. The purpose of this study is to critically assess the actual conditions for patients’involvement in healthcare practice in Greenland and to point to possibilities for development. Patients’ perspectives on their own conduct of everyday life with illness and their possibilities for participation when hospitalized are examined in relation to the conditions in a hospital setting dominated by biomedical practice. On a theoretical level, it is argued that the concept of ‘participation’ is preferable to the concept ‘involvement’ in healthcare. The study shows that there are several interconnected areas for development: the structural frames of hospital practice,including professionals’ possibilities for handling patient participation, and the agency of the patients conducting their everyday lives when hospitalized. Consequences of the biomedical hegemony are discussed in relation to WHO ́s broader approach to disease, illness and health and the still existing postcolonial traces of power and hierarchy. Finally it is argued that patient participation during hospitalization will promote the patients ́ conduct of everyday life, the cultural knowledge of the professionals, and the democratization of the healthcare sector. Such changes might be connected to a more encompassing democratic societal development – in Greenland as well as globally.

Under indtryk af en stigende andel af ældre i befolkningen er rehabilitering på vej til at blive en del af kommunernes tilbud. Ikke kun som en opgave for ergo- og fysioterapeuter, men som en tværfaglig opgave, også for det omsorgsfaglige personale. Denne artikel diskuterer forskellige tilgange til rehabilitering og deres konsekvenser for brugerne. Artiklen er en bearbejdning af et oplæg holdt på ICCH-konferencen i august i år og bygger på materiale fra et projekt om rehabilitering i hjemmeplejen i Nuuk, som blev gennemført i 2017.

Ligesom i Europa og andre dele af den vestlige verden er brugerinddragelse kommet på dagsordenen i det grønlandske sundhedsvæsen. Det kræver, at den grønlandske sundhedsforskning suppleres med humanistiske tilgange, som kan udforske patientperspektiver. Humanistisk sundhedsforskning rummer forskellige teoretiske tilgange. Artiklen diskuterer en fænomenologisk tilgang, som er udbredt i humanistisk sundhedsforskning, og dens muligheder og begrænsninger i forhold til at inddrage patientperspektiver som rationel viden og patienter som subjekter for deres eget liv. Diskussionen relateres til et grønlandsk forskningsprojekt med en kritisk psykologisk tilgang, og hvad tilgangen kan tilføre nøglebegreber i humanistisk sundhedsforskning som kontekst, situation, forståelse og etik. Samtidig peges på udviklingsmuligheder i praksis.

The concept of patient involvement is ambiguous and contested in the healthcare systems in Western Europe and North America. Current research indicates that patients only feel moderately involved in their treatment and care. This article builds on a study of chronically ill patients’ perspectives on healthcare practice in Greenland. It discusses the significance of including in healthcare practice knowledge of patients’ everyday lives with illness and their own views on their situations. Research was qualitative and ethnographic. Participants were followed with participant observations and qualitative interviews for 2.5 years during hospital stay in the capital Nuuk and in their homes in towns and settlements during 2010–2013. Results show that patients are concerned about how to manage their life with illness on a daily basis. Their everyday life activities demonstrate the resources they have to live with illness. However, procedures for healthcare practice concentrate on treatment of the physical disease. Knowledge about psychosocial needs for care and rehabilitation tend to be excluded. The study points to potential for improving professional practice through healthcare professionals’ active investigation of patients’ everyday lives and values, integration of this knowledge into their professional practice and developing structures for this kind of involvement.

Rapporten formidler resultaterne af en undersøgelse af hverdagsrehabilitering i Kommuneqarfik Sermersooq, Forvaltningen for Arbejdsmarked og Velfærd, Ældreområdet og Voksenomsorgsservice. Hverdagsrehabiliteringskonceptet er overtaget fra Danmark, og som i Danmark er praksis udtryk for en instrumentel og fragmenteret tilgang til støtten til ældre og kronisk syge, dvs et ensidigt fokus på fysisk træning og ADL. Dette fokus er dikteret af økonomiske overvejelser. Indsigten i borgernes perspektiver på livet som ældre/kronisk syg viser, at mål for støtten må forholde sig til ældres behov og ønsker i forhold til et meningsfuldt liv i fællesskab med andre. Hjemmehjælpergruppen, som skal være den bærende kraft i hverdagsrehabilitering, har gode muligheder for at inddrage borgernes perspektiver i indsatserne, men det kræver en professionalisering af hjemmehjælpernes opsøgen af borgernes perspektiver, og det kræver et opgør med en hierarkisk vidensopfattelse blandt de forskellige faggrupper i hjemmeplejen. Ift et udbredt problem blandt ældre/kronisk syge, nemlig ensomhed og perspektivløshed, diskuteres muligheder for relevante og meningsfulde aktiviteter, der muliggør ældres deltagelse som synlige og bidragende medlemmer af lokalsamfundet (ikke publiceret).

Forskning i patienters daglige livsførelse med sygdom viser hvordan patienter bliver udelukket fra indflydelse på egen behandling, pleje og rehabilitering, fordi professionelle er centreret omkring deres egen faglige praksis og vurderer faglig viden højere end patienters viden om deres liv. I det, der i sundhedsvæsenet kaldes 'fælles beslutningstagen', er det ikke nok at spørge til patienters umiddelbare præferencer i forhold til en bestemt indsats. Patienters sundhedsproblemer må forstås i relation til deres liv, som er formet i bestemte sociale og kulturelle sammenhænge, og som rummer ressourcer til at klare livet med sygdom. Denne viden kan sætte de professionelle i stand til at yde en indsats, som er relevant og brugbar for den enkelte patient. På den måde går kvalitet i sundhedsvæsenet og en medmenneskelig tilgang til patienterne hånd i hånd.

I denne video diskuteres vidensformer i praksis, og hvordan de værdisættes i forskellige tilgange til sundhedsforskning. Der argumenteres for, at viden om personlige betydninger af at leve med sygdom må sidestilles med eksperimentel viden om effekten af medicinske indsatser. Det vises, hvordan viden om patienternes perspektiver ligger i den daglige livsførelse.

Videoen præsenterer nogle fremgangsmåder til generering af viden om patientperspektiver gennem interview om den daglige livsførelse. Der gives praktiske eksempler fra et kvalitativt forskningsprojekt om patientperspektiver på sundhedspraksis.

Naak peqqinneq WHO-p peqqinnermi isumasiuutaani ’inuunerinneq’ inuiaqatigiilerinermi isumasiutaasoq, peqqinnissaqarfimmi sullisseriaaseq
suli peqqinnermit najuutinngitsutut nappaateqarnermit paasinnittariaaseq annertuneruvoq. Nakorsiartut isumaanit nappaateqarnermit nakorsartinnermillu kingunerani inuuneq qanoq misigigaat atuakkap misissorpaa qanorlu ulluinnarni inooriaaseqarnersut. Napparsimasut arlallit napparsimavinni uninnganerini angerlarsimanerinilu illoqarfinni nunaqarfinnilu apersuinermi misissuinermilu malinnaaffigineqarput. Peqqinnissaqarfini pikkorissut suleriaatsit qanorlu napparsimasut ulluinnarni inuunermi periarfissaat ataqatigiinnersut erseqqissarneqarpoq. Peqqinnissaqarfini suleriaaseq napparsimasullu ulluinnarni inooriaasiat katiternerat, peqqinnissaqarfimmiit ikiuutit aaqqissuunneqarneranni nakorsiartut isumaat ilanngunnissaa pingaaruteqarnera takutippaa. Napparsimasut ilisimasaat pingaartinnerunissaa atuagaq aamma tikkuartorpaa, pingaaruteqartutullu pitsaassummik peqqissutsikkut sullisseriaammit
ineriartortitsinissamut. Atuagaq annertunerusumik peqqinnissaqarfinni pikkorissunut, peqqissaanermik ilinniartitaanerni ilinniartunut, atorfilinnullu peqqissaanermi ilisimatuunut aalajangiisartunullu peqqinnermillu inuiaqatigiilerinermilu soqutiginnittunut saaffiginnippoq.

Brugerinddragelse er et omstridt begreb i dagens sundhedsvæsen. Samtidig fremgår det af undersøgelser, at patienter og pårørende ofte ikke føler sig inddraget i professionel praksis. En undersøgelse af patientperspektiver på sundhedspraksis i Grønland har peget på, at inddragelsen må omfatte patienternes egen viden om deres vanskeligheder med at få livet med sygdom til at hænge sammen i hverdagen og deres perspektiver på mulighederne for at håndtere det. Hvis professionelle indsatser begrænser sig til den kropslige sygdom og behandling, falder de ofte til jorden. Derfor må patienterne inddrages som deltagere med betydningsfuld viden for professionel praksis. Barriererne for inddragelse af patienterne handler både om praktiske rammer og professionelle forståelser af kultur og viden. Sygeplejersker har en gunstig position i forhold til at inddrage patienterne som deltagere. Det kræver refleksion over egen praksis som del af et almennyttigt sundhedsvæsen.

På baggrund af et forskningsprojekt i patientperspektiver på sundhedspraksis i Grønland vises betydningen af samspillet mellem professionel praksis og patienternes muligheder for at håndtere hverdagen med sygdom. Kulturforskelle mellem professionelle og patienter og deres betydning for inddragelse af patienterne i professionel praksis vises. Endelig diskuteres problematikken omkring overtagelse af sundhedsstrategier fra Danmark, hvordan strategierne er domineret af en biomedicinsk tilgang, og hvordan Grønland kan bruge danske sundhedsstrategier på den grønlandske befolknings egne præmisser.

På baggrund af et resume af resultaterne fra projektet 'Hverdagsliv med sygdom - patienters kulturelle perspektiver på sundhedspraksis i Grønland' fremhæves de professionelles mangelfulde muligheder for at inddrage patienterne i professionel praksis trods hensigter om det modsatte. Ud fra projektets teoretiske tilgang til 'hverdagsliv' skitseres en model for, hvad en professionel samtale må indeholde, hvis patienterne skal inddrages i praksis på deres egne præmisser.

Selv om sundhed siden midten af sidste århundrede gennem WHO’s sundhedsdefinition er begrebssat som ’det gode liv’ i en samfundsmæssig sammenhæng, så er praksis i sundhedsvæsenet stadig domineret af en opfattelse af sundhed som fravær af sygdom. Bogen undersøger, hvordan det fra patienters perspektiver opleves at leve et liv med følger af sygdom og behandling, og hvordan de håndterer det i hverdagen. Gennem interviews og observationer følges et antal patienter under indlæggelse og i deres hjemlige sammenhænge i byer og bygder, og det belyses, hvordan de sundhedsprofessionelle indsatser hænger sammen med patienternes muligheder i den daglige livsførelse. Koblingen mellem sundhedspraksis og patienternes hverdagsliv viser betydningen af at inddrage patienternes perspektiver i tilrettelæggelsen af sundhedsydelser, hvis de skal opleves som relevante og brugbare af patienterne. Bogen peger således også på behovet for at opprioritere patienters viden som et vigtigt bidrag til kvalitetsudvikling af
sundhedspraksis. Bogen henvender sig til bredt til professionelle i sundhedsvæsenet, studerende ved sundhedsuddannelserne, sundhedsforskere og beslutningstagere og i øvrigt til alle med interesse for sundhed og samfund.

Artiklen dokumenterer gennem et empirisk projekt om patienters perspektiver på sundhedspraksis i Grønland, at alle indsatser i sundhedsvæsenet, fra diagnosticering og behandling til pleje og rehabilitering, har betydning for patienters og pårørendes muligheder for at håndtere livet med sygdom i hverdagen. Bl.a. pga kulturelle og sproglige barrierer overses dette ofte af de professionelle. Forskningen viser også de mange ressourcer, patienter og pårørende besidder, men som sjældent bliver inddraget i professionel praksis. Der gives forslag til, hvordan dialogen mellem patienter og professionelle må foregå mhp inddragelse af patienternes perspektiver.

Artiklen refererer til et etiktræf mellem de sygeplejeetiske råd i Norden i efteråret 2015. De emner, der var oppe på træffet, diskuteres ud fra en tilgang til etik som gensidig anerkendelse af forskellige kulturelle former for livsførelse og viden, ikke som følge af etniske og nationale kendetegn, men som følge af hverdagslivet, som det føres under forskellige samfundsmæssige betingelser i forhold til at skabe et eksistensgrundlag. I denne ramme forstås etisk forsvarlige måder at møde patienter i sundhedsvæsenet på.

Artiklen formidler et interview med den tidligere økonoma ved Qaqortoq Sygehus, Lena P. Fisker, som indførte Nyt Nordisk Køkken for Mange. Det betød sundere, overvejende økologisk, og mere velsmagende mad til patienterne, brug af lokale råvarer og et meningsfuldt arbejde for de ansatte i køkkenet - inden for de økonomiske rammer.

Artiklen formidler et interview med den tidligere økonoma ved Qaqortoq Sygehus, Lena P. Fisker, som indførte Nyt Nordisk Køkken for Mange. Det betød sundere, overvejende økologisk, og mere velsmagende mad til patienterne, brug af lokale råvarer og et meningsfuldt arbejde for de ansatte i køkkenet.

Artiklen viser ved hjælp af et analyseeksempel fra et ph.d.-projekt, hvordan professionel praksis på hospital overser patienters og pårørendes egne bestræbelser på at få livet med sygdom til at hænge sammen, og hvilke problemer det giver dem. Udelukkelsen af denne viden medfører mangelfuld støtte til patienter i sundhedsvæsenet.

The theoretical concept of 'everyday life' is ambiguous. Different theoretic approaches offer different epistemological comprehensions of the concept. These have implications for research in everyday life. For the purpose of clarifying the analytical perspective in a Ph.D.-project carried out in and around a hospital ward in Dr. Ingrids Hospital in Nuuk, the concept of everyday life is discussed from two different angles: a sociological-phaenomenological approach and an approach to everyday life based on a critical psychological theory of practice. Questions of subjectivity, practice and social change are put on the agenda in order to discuss how change can be brought about through humanistic health research.