Publications

Den dansk dirigerede grønlandske samfundsforskning i Grønland tog for alvor fart i tiden efter Anden Verdenskrig. Det skete sideløbende med det nyligt oprettede FN’s kritik af forholdene i de danske kolonier. Retsforhold, vedfærdsforhold og andre sociologiske emner som f.eks. samarbejdet mellem grønlændere og danskere skulle undersøges. Man startede med at studere betingelserne for oprettelsen af en specifik grønlandsk lovgivning. Senere oprettede Grønlandsministeriet Udvalget for samfundsvidenskabelig forskning i Grønland (USG) .

Dette igangsætter en tradition omkring samfundsforskning i Grønland med et dansk perspektiv. Verner Goldschmidt gjorde en del for inddrage blandt Guldborg Chemnitz i det analytiske arbejde. Dog hører det til sjældenhederne at grønlænderne deltog i forskningsarbejdet i deres eget land. Der er siden opstået en diskurs om at samfundsvidenskabelig forskning om Grønland i overvejende grad begås af danske forskningsinstitutioner, hvilket også gør sig gældende for øvrige videnskaber. En tendens der forstærket af Selvstyrets fortsatte rekvirering af denne forskning. Denne tendens har forskere som Linda Tuhiwai Schmidt har gjort meget for at påpege. Der arbejdes med en moddiskurs kaldet decolonizing methodology. Herhjemme har vi få men centrale reaktioner fra grønlandske forskere, embedsmænd og politikere omkring dette. Heri blandt Ilisimatusarfiks første rektor Robert Petersen, ministrene Stephen Heilmann og Henriette Rasmussen. Endvidere har vi kritiske bemærkninger fra forskningskoordinatorer som Mogens Holm mv. Alle beklager den herskende distancerede diskurs, som tilmed skaber et udefraskuende perspektiv på samfundet. Dette afsnit vil summarisk forholde sig til dele af denne udvikling, diskutere modreaktioner, vise tendenser og modtendenser samt illustrere med et par cases, hvordan der med enkle ændringer i forskningsdesigns kan laves mere inddragende og vedblivende forskning herhjemme.

Den høje voldsrate i Kalaallit Nunaat (Grønland) forklares ofte ud fra alkoholmisbrug og affektive handlinger. I denne artikel vises det gennem en kvantitativ og kvalitativ undersøgelse, at den episodiske vold må forstås som symptomer på strukturel vold. Den strukturelle vold er en kontekst, der fremmer følelser af magtesløshed, social isolation, undgåelse af konflikter og undertrykkelse af følelser - indtil de eksploderer i konkret vold. Den strukturelle vold både legitimerer og forstår den konkrete vold, men den åbner også for interventioner, der kan ændre netop den strukturelle vold. Den strukturelle vold er skadelig for unge, da den fremmer og legitimerer vold - men lokal funderede interventioner kan modvirke dette på en virkningsfuld måde.

Paamiut Youth Voice (PYV) er et deltagende aktions forskningprojekt (Participatory Action Research, PAR), gennemført med de unge i Paamiut, Kalaallit Nunaat (Grønland). Målet med projektet er at undersøge de unges visioner om og ønsker til hvordan trivsel og deltagelse kan øges. Projektet blev udviklet og iværksat som en del af det overordnende community mobiliseringsprojekt, Paamiut Asasara, og blev baseret på et lokalt formuleret ønske om viden om - og inddragelse af - de unge. Der blev efterspurgt forskning i, hvordan man bedre kan integrere de unge i samfundet, øge deres generelle trivsel, mindske social eksklusion, samt øge deres oplevelse af samhørighed i samfundet. 61 unge i alderen 12-24 deltog i forskningsprojektet. De unges opfattelse og oplevelse af trivsel blev undersøgt, med særlig fokus på individuelle og community styrker og ressourcer, samt deres ideer og drømme om hvordan trivsel og deltagelse kan øges. De unge deltog i fokusgruppeinterviews, individuelle interviews, udfyldelse af et spørgeskema, arrangering af et borgermøde samt i overvejelser omkring undersøgelsens metode og design og analysen af data. Analysen af data pegede på en række vigtige betingelser for at øge de unges trivsel, og de unges ønsker om social samhørighed, social støtte og åben kommunikation, samt fritidsaktiviteter. Desuden udtrykte de unge ønsker om muligheder for rådgivning, samt bedre muligheder for arbejde og uddannelse lokalt. Manglende deltagelse blev begrundet af de unge med manglende erfaring, støtte, færdigheder og selvtillid og manglende synlig ledelse og initiativ blandt de voksne.