Publications

I denne tekst vil der blive taget afsæt i en beskrivelse af udendørs udstillinger af fotoportrætter i Atammik og Maniitsoq i august 2019. Denne beskrivelse vil føre til refleksioner over disse udstillinger og præsentere et udkast til en teori om betydningen af dem som fællesskabende æstetiske processer. Jeg vil starte med overvejelser omkring portrættet. Dernæst vil jeg reflektere over portrætternes særlige betydning som fællesskabende set i lyset af udvalgte teorier om fotografi.

Artiklen her er en del af forskningsprojektet Kunst og Fællesskab: Synlighed, Oprejsning, Udsyn, der handler om at undersøge betydningen af kunst mht. at skabe fællesskaber i grønlandske byer og bygder. Gennem projektet vil vi undersøge, hvordan kunst kan skabe refleksion og åbne nye perspektiver gennem fælles oplevelser – og dermed give konkrete visioner for at fremme det fællesskab og den samhørighed, som man i lokalsamfundene ønsker at videreføre og udvide på en kulturskabende og bæredygtig måde.

I denne artikel beskriver vi, hvordan vi i projekterne Siunissaq og Kunst og Sociale Fællesskaber sammen med børn og unge i lokalsamfund i Grønland har udformet og gennemført en række workshops, der bygger på en enhed af psykosociale aktiviteter og æstetiske processer, som vi betegner som kunst i vores omtale af dem, da ordet kunst for mange mennesker giver mening, mens æstetiske processer ofte kræver uddybende forklaringer. Det vigtige for os er at skabe social bæredygtighed og dermed social resiliens gennem den nævnte helhed af psykosocial læring og kreative, æstetiske processer. Det foregår sammen med børn i skoleklasser, oftest børn/unge i aldersgruppen 13-15 år, men også nogle gange med yngre elever og andre gange med unge i aldersgruppen 16-25 år. Denne artikel beskriver et forløb sammen med ældste-trinnet i skolen i bygden Atammik (12-14 år) og 9-10 klasser i skolen i Maniitsoq (13-15 år).

Vi vil her beskrive nogle af de tanker, der er blevet udviklet i løbet af projektet gennem dialog med de deltagende børn og unge.

Artiklen beskriver, hvordan inklusion udvikles gennem systemer, der sætter muligheder for deltagelse i fællesskaber, der skaber trivsel og vækstmuligheder. Disse fællesskaber har bestemte kendetegn, som vi først nu er ved at kunne beskrive og dermed kunne fremme. Det er i samspillet mellem mennesker i et stort system med mange deltagende over- og subsystemer at muligheden for inklusion findes. Inklusion er indlejret i sociale systemer, der ikke blot taler om, men også praktiserer måder at være sammen på, der skaber ressourcefremmende grupper. Artiklen fremlægger resultaterne af undersøgelser af sådanne gruppers oplevede kendetegn.