Publications

Homelessness in Nuuk is a social issue that has been known for several years. In the 1970s Nuuk got it’s first shelter for women. In the 2010s some attention in the field has emerged with the establishment of a municipal night shelter and the opening of the Salvation Army day shelter and a Kofoeds Skole in Nuuk. Homelessness has not nearly gotten the same social policy focus as has children and their families. The lack of political attention to this topic is one of the reasons why there are yet large public planning challenges to be solved. In research based on prolonged fieldwork we can observe several challenges when homeless citizens try to engage with public agencies. The article draws on fieldwork and data from interviews in the field of social welfare and health care since 2010. A critical sociological perspective can create a new understanding of the challenges that lie in process of strengthening disempowered citizens’ autonomy. The article brings excerpts from interviews regarding the direct experience of the encounter between disempowered citizens and public systems. It points to some solutions through an enhanced crosssectorial and communicative action. Public systems can, without losing function and power, hand over sovereignty to the citizens. Such efforts may in the long run create a more equal Greenlandic society.

Artiklen tager afsæt i et feministisk perspektiv på kvinder, som er ramt af hjemløshed. Med afsæt i et litteraturstudie og en inspiration fra nordcanadisk forskning i hjemløshed blandt kvinder analyseres situationen i Nuuk. Vi inddrager empiri fra et længerevarende feltarbejde i Nuuk og med interviews omkring kvindernes situation fra kilder i miljøet. I artiklen problematiseres det, at det offentlige sociale system forekommer meget lidt forberedt på, at Nuuk i dag har over 200 borgere, som er ramt af hjemløshed. Der eksisterer ikke indtil i dag et særskilt fokus på kvinderne i denne situation. Kvinder er blandt andet omfattet af begrebet “skjult hjemløshed”, som hidtil har været anvendt i begrænset omfang i den offentlige debat. I artiklen viser vi blandt andet, at man dels har kendt til hjemløshed i flere årtier – også til kvindernes hjemløshed. Kvindernes manglende stemme i socialpolitikken kan hænge sammen med, at kvindekampen i Grønland er gået lidt i dvale. Artiklen afrundes med strategiforslag til en mulig videre proces med inspiration fra nordcanadiske tiltag.

I denne artikel undersøger vi familieklassen som metode i Kalaallit Nunaat (Grønland) som en mulighed for at støtte og styrke børn til at trives i skolen. Vi gør dette ved at fremlægge og analysere familieklasselærerens fortælling om familieklassen, idet netop den professionelles fortælling ses som særdeles betydningsfuld i forståelsen af, hvilke processer, der gør at familieklassen når gode resultater mht. de deltagende familiers oplevelse af barnets trivsel i skolen. Endvidere sammenligner vi familieklasselærerens og forældrenes fortællinger og diskuterer disse i forhold til den særlige kulturelle kontekst, som familieklassemetoden anvendes i. Resultaterne er, at familieklasselæreren beskriver, at det gennem fælles oplevelser, anerkendelse, fælles refleksion, succesoplevelser, tryghed og glæde er muligt at skabe nye valgmuligheder og løsninger i og overfor tidligere gentagende, problemfokuserede adfærdsmønstre. Forældre og familieklasselærer peger sammen på, at det virksomme i familieklassen er, at der skabes et rum, hvor deltagerne (1) ikke føler sig alene og forkerte, men som forældre med muligheder, hvorved der skabes håb og handlemuligheder; (2) skaber glæde sammen og derved oplever at have ressourcer og muligheder; (3) kan se sig selv med andre(s) øjne og derved skabe nye fortællinger om familien og barnet; (4) kan dele erfaringer med hinanden både verbalt og i praksis; (5) anerkender og bliver anerkendt gensidigt; (5) bygger selvtillid i familien gennem succesoplevelser i klassen og i familien; (6) i praksis styrker åbenhed ved i praksis at skabe trygge rammer at udtrykke sig i; og (7) lærer ved at være sammen med andre, dvs. ved at indgå i en fælles læringsproces, hvor alles bidrag har værdi.

Nysgerrighed omkring børn og unges fritids- og medievaner i et Grønland, hvor ikke engang hovedstaden Nuuk i midten af 1990’ern havde en biograf og hvor cafeer, ungdomsklubber og andre af de unges fritidssteder var begrænsede, fik mig til at spekulerer over, hvad de unge egentlig lavede i deres fritid. Der var selvfølgelig sportshaller og mange muligheder for udendørs aktiviteter afhængig af årstiden, men var det også medierne, der fyldte fritiden ud for de unge i Grønland? Og hvis ja, så med hvad?

Eftersom medieforskning om unge i Grønland i 90’erne nærmest var ikke-eksisterende, måtte der startes fra bunden. Med basis i humaniora blev inspirationen fra grounded theory (Glaser & Strauss, 1965) og induktiv forskning et startpunkt for en bred interesse for empiriske data om unges medievaner. Baseret først på ”convenience” etnografiske observationer (Bryman, 2012: 201-202) i hjembyen Nuuk, der kunne danne grundlag for relevante spørgsmål til et spørgeskema, blev det første kvantitative pilotprojekt omkring børn og unges medievaner distribueret i papirform til skoler i Nuuk i 1996. Inspiration fra andre landes medie- ungdomsforskning og især fra forskningsprojektet BUM (Børn, Unge og Medier, finansieret fra NorFa fra 1997-1999) i Danmark, som jeg blev tilknyttet, gjorde en bred deduktiv teoridannelse om unge og medier til et sæt løse formodninger om de unges medieliv, snarere en end egentligt hypotese, der skulle testes, som det ofte er tilfælde i kvantitativ forskning (Bryman, 2012: 161). Hensigten var hurtigt at få en bred kortlægning af fritidssituationen, især med henblik på mediebrug og -vaner.

Den første pilot-spørgeskemaundersøgelse i Nuuk blev startskuddet til flere spørgeskemaundersøgelser i 1997 og 2004 i papirform, og i 2015 som webbaseret survey i Relationswise. Alle disse spørgeskema-undersøgelser var landsdækkende.

Inspiration fra grounded theory om at se ungdomslivet fra så mange vinkler som muligt og for at skabe ”rich-data” (Geertz, 2000), blev hurtigt til interessen for mixed methods og triangulering. I de følgende år kom derfor også indimellem kvalitative undersøgelser i 1997og 2001 som opfølgning på spørgeskemaundersøgelserne og i 2000 en visuel antropologisk undersøgelse, der gentoges som undervisning i studenterprojekter i 2003 og 2006. Indimellem var mindre forskningsprojekter og forskning omkring film, medieforekomster som sociale medier og dele af ungdomskulturer – alle relaterede til undervisning på et lille universitet med få ansatte, der krævede stadig fornyelse for at de studerende kunne have valgmuligheder.

Metodemæssigt udviklede hele projektet: Mediespejlet: Medier, ungdom, identitet og globalisering i Grønland - kvantitative og kvalitative undersøgelser over 12-25-åriges liv med medier i grønlandske byer 1996-2016 sig i løbet af disse 20 år fra at være et projekt baseret på grounded theory over mixed methods (Tashakkori & Teddlie, 2010), triangulering (Denzin, 1970; Bryman, 2012), transgressive methods og post-feminisme (Lather, 1991, Staunæs & Petersen, 2000), indigenous methods (Denzin, Lincoln & Smith, 2008, Smith, 1999) til visuel antropologi (Pink, 2006; Mitchell, 2011; Rose, 2011). Det er denne både teoretiske og metodemæssige rejse, som denne afhandling vil søge at dække med 17 artikler fordelt på de temaer der manifesterede sig i løbet af forskningen, som grounded theory dekreterer og som løbende blev til forskningsspørgsmål eller ”kategorier” (Bryman, 2012: 570). Alle handlede de om unges mediebrug i bred forstand: Hvilke medier bruger de unge i deres hverdag? Hvad interesserer dem? Hvad er hovedudfordringen for de unge i relation til deres medieforbrug som for eksempel ’adgang’? Hvordan forsøger de at få så meget som muligt ud af deres medieliv/ungdomsliv, hvor end de end bor? Andre spørgsmål var: Hvordan bruger disse unge mennesker medier til at optimere deres identitet og deres livsvilkår som unge lokale i en globaliseret verden? Hvordan er deres hverdagsliv i urbane centre så vel som i små byer med hensyn til familieliv, ungdomsliv, medier og fritidsmuligheder?

Temaerne udmøntede sig til det, der nu, på basis af artiklerne, er blevet kapitler i denne afhandling: En visuel kultur i et globalt perspektiv (kapitel 4.1); KNR2 - Public service i Grønland (kapitel 5); Unge, medier og urbanisering og postkolonialisme (kapitel 6); Unge, medier og identitet (kapitel 7); Unge medier og globalisering (kapitel 8). Kapitlerne 1, 2 og 3 giver en Præsentation af afhandlingen og artiklerne (kapitel 1), af Børn, medier og socialisering (kapitel 2) og af Perspektiver på grønlandske byer (kapitel 3). Kapitel 4 beskriver Metodiske og videnskabsteoretiske refleksioner og endelig er kapitel 9 et forsøg på at trække de store linjer og give et overblik over Ungdom og medieforbrug fra 1996-2016.

Grønland har nu fået biografer, TV-situationen har bedret sig i byerne og Internettet i mange af de store byer har betydet et helt nyt liv: Muligheder for virkeligt at være globale unge, for at købe ting på nettet, som byerne ikke umiddelbart har på lager og muligheder for nu på afstand at holde kontakt med venner og familie som aldrig før med mobiltelefoner, IPads, face time, sociale medier og Skype, uanset en dyr og besværlig infrastruktur. Sådan er det mange steder! Som mine undersøgelser imidlertid vil vise er Grønland stadig et land præget af geografiske forskelle, som selv ikke en digital revolution endnu har udbedret – helt!