Publications

Afhandlingens formål og fokus er at give en stemme til dé grønlandske børn der er anbragt på døgninstitutioner. Spørgsmålet som afhandlingen søger at besvare, er: Hvordan oplever grønlandske børn det at blive og være anbragt på en døgninstitution?

Der findes 22 døgninstitutioner fordelt over hele landet med plads til 329 børn. Det svarer til at der på et hvert givent tidspunkt er plads til at anbringe 2,39 pct. af de grønlandske børn på en døgninstitution. Da der er børn der i løbet af et år fraflytter en døgninstitution, og nye børn der flytter ind, kan det reelle anbringelsestal være højere når alle døgninstitutionspladser anvendes. I alt bliver ca. 4,5 pct. af alle grønlandske børn anbragt uden for hjemmet, enten på døgninstitution eller i plejefamilie. Disse anbringelsestal er væsentligt højere end anbringelsestallene i sammenlignelige lande.

Det er veldokumenteret at anbragte børn klarer sig dårligere end børn der ikke har været anbragt, samt at anbringelser i stort omfang øger sandsynligheden for negative livssituationer som voksen. Undersøgelsen har derfor en betydelig samfundsmæssig relevans.

Der er ikke tidligere forsket i børnenes egne oplevelser af at blive anbragt i Grønland med udgangspunkt i børnenes livsverden. Afhandlingen belyser de aspekter og facetter af anbringelserne der ikke kan afdækkes af kvantitativ forskning eller statistik. Børnenes livsverdner vises gennem fænomenologiske samtaler med børn der har oplevet anbringelserne på egen krop og i eget liv. Oplevelserne bliver yderligere belyst gennem fænomenologiske fortællinger fra tidligere anbragte og pårørende.

Det primære empiriske materiale er samtaler med 38 børn der er fordelt på 17 af landets døgninstitutioner. Beretningerne i afhandlingen er blevet til gennem semi-strukturerede interview og analyseret i en fænomenologisk og hermeneutisk fortolkningsramme. Der er mange aspekter af at blive anbragt og være anbragt, og det viste sig ofte at være to forskellige oplevelser for børnene. I forhold til at blive anbragt uden for hjemmet, eller flyttet mellem anbringelsesstederne (inkl. plejefamilier), er der 26 ud af 38 børn (68,4 pct.) der ikke oplever at de er blevet hørt eller inddraget i deres egen sag. Hvilket igen kan føre til at børnene får en oplevelse af lavt selvværd, lav selvtillid og magtesløshed. I forhold til at være anbragt på den nuværende institution er ca. halvdelen glade for, eller i det mindste tilfredse med, selve anbringelsesstedet mens den anden halvdel hellere ville bo et andet sted. Det er primært savn af familien der er afgørende for at børnene ikke er tilfredse med at bo på institutionerne, men også personalets pædagogiske indsats spiller en stor rolle.

Analysens resultater peger overordnet på tre ting: For det første ved børnene som regel ikke hvorfor de er anbragt, hvor længe de skal være anbragt, eller hvor længe de kan blive boende der hvor de bor. For det andet udtrykker børnene ønsker om mere engagerede medarbejdere på institutionerne. For det tredje savner børnene deres familier meget, ikke mindst fordi de oftest bliver anbragt langt væk fra hjemmet og derfor kun har mulighed for at se familien få gange om året.

Døgnanbringelser uden for hjemmet har store konsekvenser for børnene og er en særdeles indgribende foranstaltning for barnet såvel som for resten af familien. Undersøgelsens overordnede anbefaling er derfor at inddrage barnet i sin egen anbringelse – i langt højere grad end det sker i dag – både før, under og efter anbringelsen.

I denne tekst vil der blive taget afsæt i en beskrivelse af udendørs udstillinger af fotoportrætter i Atammik og Maniitsoq i august 2019. Denne beskrivelse vil føre til refleksioner over disse udstillinger og præsentere et udkast til en teori om betydningen af dem som fællesskabende æstetiske processer. Jeg vil starte med overvejelser omkring portrættet. Dernæst vil jeg reflektere over portrætternes særlige betydning som fællesskabende set i lyset af udvalgte teorier om fotografi.

Artiklen her er en del af forskningsprojektet Kunst og Fællesskab: Synlighed, Oprejsning, Udsyn, der handler om at undersøge betydningen af kunst mht. at skabe fællesskaber i grønlandske byer og bygder. Gennem projektet vil vi undersøge, hvordan kunst kan skabe refleksion og åbne nye perspektiver gennem fælles oplevelser – og dermed give konkrete visioner for at fremme det fællesskab og den samhørighed, som man i lokalsamfundene ønsker at videreføre og udvide på en kulturskabende og bæredygtig måde.

I denne artikel beskriver vi, hvordan vi i projekterne Siunissaq og Kunst og Sociale Fællesskaber sammen med børn og unge i lokalsamfund i Grønland har udformet og gennemført en række workshops, der bygger på en enhed af psykosociale aktiviteter og æstetiske processer, som vi betegner som kunst i vores omtale af dem, da ordet kunst for mange mennesker giver mening, mens æstetiske processer ofte kræver uddybende forklaringer. Det vigtige for os er at skabe social bæredygtighed og dermed social resiliens gennem den nævnte helhed af psykosocial læring og kreative, æstetiske processer. Det foregår sammen med børn i skoleklasser, oftest børn/unge i aldersgruppen 13-15 år, men også nogle gange med yngre elever og andre gange med unge i aldersgruppen 16-25 år. Denne artikel beskriver et forløb sammen med ældste-trinnet i skolen i bygden Atammik (12-14 år) og 9-10 klasser i skolen i Maniitsoq (13-15 år).

Vi vil her beskrive nogle af de tanker, der er blevet udviklet i løbet af projektet gennem dialog med de deltagende børn og unge.

Kapitlet beskriver og diskuterer social støtte blandt unge i forbindelse med deltagerbaseret samskabelse af social bæredygtighed.

Nabo er et projekt, der blev lanceret under det svenske formandskab i Nordisk Ministerråd 2018. Projektet ledes af den svenske Myndigheten för ungdoms- och civilsamhällesfrågor i perioden 2018-2020 og sigter mod at skabe nordiske unges perspektiver på det sociale inklusion. Unges stemmer høres i spørgsmål om deres liv. og baseret på denne viden, får de muligheden for at deltage i og påvirke politiske beslutninger.

Unge mennesker bliver bedt om at beskrive deres hverdag og hvordan de oplever deres muligheder og forhindringer. Fra deres historier bygger Nabo en ramme af succesfaktorer for social integration i de nordiske lande.

Denne rapport er baseret på fokusgruppeinterviews med unge mennesker forskellige steder i Grønland. Lignende undersøgelser gennemføres i de andre nordiske lande på Færøerne og Åland.