Publications

Afhandlingens formål og fokus er at give en stemme til dé grønlandske børn der er anbragt på døgninstitutioner. Spørgsmålet som afhandlingen søger at besvare, er: Hvordan oplever grønlandske børn det at blive og være anbragt på en døgninstitution?

Der findes 22 døgninstitutioner fordelt over hele landet med plads til 329 børn. Det svarer til at der på et hvert givent tidspunkt er plads til at anbringe 2,39 pct. af de grønlandske børn på en døgninstitution. Da der er børn der i løbet af et år fraflytter en døgninstitution, og nye børn der flytter ind, kan det reelle anbringelsestal være højere når alle døgninstitutionspladser anvendes. I alt bliver ca. 4,5 pct. af alle grønlandske børn anbragt uden for hjemmet, enten på døgninstitution eller i plejefamilie. Disse anbringelsestal er væsentligt højere end anbringelsestallene i sammenlignelige lande.

Det er veldokumenteret at anbragte børn klarer sig dårligere end børn der ikke har været anbragt, samt at anbringelser i stort omfang øger sandsynligheden for negative livssituationer som voksen. Undersøgelsen har derfor en betydelig samfundsmæssig relevans.

Der er ikke tidligere forsket i børnenes egne oplevelser af at blive anbragt i Grønland med udgangspunkt i børnenes livsverden. Afhandlingen belyser de aspekter og facetter af anbringelserne der ikke kan afdækkes af kvantitativ forskning eller statistik. Børnenes livsverdner vises gennem fænomenologiske samtaler med børn der har oplevet anbringelserne på egen krop og i eget liv. Oplevelserne bliver yderligere belyst gennem fænomenologiske fortællinger fra tidligere anbragte og pårørende.

Det primære empiriske materiale er samtaler med 38 børn der er fordelt på 17 af landets døgninstitutioner. Beretningerne i afhandlingen er blevet til gennem semi-strukturerede interview og analyseret i en fænomenologisk og hermeneutisk fortolkningsramme. Der er mange aspekter af at blive anbragt og være anbragt, og det viste sig ofte at være to forskellige oplevelser for børnene. I forhold til at blive anbragt uden for hjemmet, eller flyttet mellem anbringelsesstederne (inkl. plejefamilier), er der 26 ud af 38 børn (68,4 pct.) der ikke oplever at de er blevet hørt eller inddraget i deres egen sag. Hvilket igen kan føre til at børnene får en oplevelse af lavt selvværd, lav selvtillid og magtesløshed. I forhold til at være anbragt på den nuværende institution er ca. halvdelen glade for, eller i det mindste tilfredse med, selve anbringelsesstedet mens den anden halvdel hellere ville bo et andet sted. Det er primært savn af familien der er afgørende for at børnene ikke er tilfredse med at bo på institutionerne, men også personalets pædagogiske indsats spiller en stor rolle.

Analysens resultater peger overordnet på tre ting: For det første ved børnene som regel ikke hvorfor de er anbragt, hvor længe de skal være anbragt, eller hvor længe de kan blive boende der hvor de bor. For det andet udtrykker børnene ønsker om mere engagerede medarbejdere på institutionerne. For det tredje savner børnene deres familier meget, ikke mindst fordi de oftest bliver anbragt langt væk fra hjemmet og derfor kun har mulighed for at se familien få gange om året.

Døgnanbringelser uden for hjemmet har store konsekvenser for børnene og er en særdeles indgribende foranstaltning for barnet såvel som for resten af familien. Undersøgelsens overordnede anbefaling er derfor at inddrage barnet i sin egen anbringelse – i langt højere grad end det sker i dag – både før, under og efter anbringelsen.

Denne artikelbaserede ph.d.- afhandling omhandler hvordan den vestgrønlandske kvindedragt bliver brugt til branding og iscenesættelse i det grønlandske samfund, men også hvordan dragten gennem tiden er blevet brugt som et symbol i Grønland. Ph.d.- afhandlingen fokuserer på, hvordan det grønlandske samfund igennem tiden har reageret på udviklingen og moderniseringen af kvindedragten ud fra præmissen om, at denne repræsenterer en særegen grønlandskhed.

Afhandlingen er centreret omkring fire artikler, som er med til at vise den vestgrønlandske kvindedragts historie med henblik på at vise, hvordan kvindedragten både har ændret form og udseende i takt med grønlændernes kontakt med europæerne, herunder den dansk/norske mission fra 1721.

Afhandlingen belyser, hvordan den tyske brødremenigheds, herrnhuternes, tilstedeværelse i et hundrede og syvogtres år har sat dybe kulturelle spor i det grønlandske samfund. Det kan blandt andet observeres i den vestgrønlandske kvindedragts udseende og farvebrug. Desuden er det markant at se hvordan diasporadesignerne fra København anvender deres identitet til at skabe designs med nordiske/globale og grønlandske referencer, akkurat som det er tilfældet med den vestgrønlandske kvindedragt.

Afhandlingen stiller spørgsmål ved, om den grønlandske mode sker uden en ’samtale’ med fortiden og om moden forandres uden grund. Desuden stilles der spørgsmål ved, hvordan den grønlandske mode bruges i dag.

Herunder fokuseres der på inspirationer fra den vestgrønlandske kvindedragt som vi ser at det lokale, den nationale kultur, går i spil ved at bruge det som en del af ens iscenesættelse på globalt plan, for at vise ens tilhørsforhold – ens grønlandskhed gennem den vestgrønlandske kvindedragt eller gennem de kulturelle symboler i moden.

Afhandlingen argumenterer for, at den vestgrønlandske kvindedragt og den grønlandske mode gennem tiden følger strømningerne om nationsdannelsen og identitetsspørgsmålet i Grønland.

Det empiriske materiale i afhandlingen er metodisk indsamlet via de skrevne kilder fra den grønlandske litteratur, aviser, forskningsartikler og ikke mindst kvalitative interviews med forskere, designere, syersker og relevante personer med viden om dragthistorien samt den grønlandske mode.

Det skal også understreges, at deltagende observation som metode er anvendt i betydeligt omfang i f.eks. fashion week i København (2015, 2017) og Toronto (2018), projekter indenfor sælskinddesign, seminarer, paneldebat, møder, events og debatfora i de sociale medier igennem de sidste fem år.

Little research has been conducted to examine Greenlandic media and journalism. This thesis initially outlines the Greenlandic media landscape as a small media system which - despite some mutual differences - shares many similarities with the Danish media system. It is, however, also characterized by certain highly important vulnerabilities. The thesis therefore goes on to suggest the concept of “small society journalism”.

The primary empirical data is collected through observation studies and qualitative interviews with practicing and former journalists, editors, interns and journalism teachers. By entering into a dialogue with journalists in Greenland, the study of the data sheds light on a range of issues that are related to journalism practice in Greenlandic news media. Theoretically, the thesis draws on Bourdieu’s field theory and the application of field theory by other journalism and media researchers in the study of journalistic practice. The application of field theory, however, requires a specific national context, and in the case of Greenland, a post-colonial prism is key in order to grasp the reality that unfolds in the editorial room as an analytical field. As a consequence, the thesis also draws on concepts from postcolonial studies.

The analysis gives an ethnographic description of the routines and the structural framework surrounding the editorial work, and of how the production of news takes place. Subsequently, an analysis of the critical significance of the sources and of the challenges that are related to finding qualified and accessible sources, which is a crucial instrument in journalistic practice, follows. This is followed by a discussion of the - in a Greenlandic setting - inevitable question of language which partly determines much of the daily journalistic work procedure, for example by the central editorial role given to the translator.

The thesis shows that journalism and media is a much debated and disputed field in Greenland and that Greenlandic journalists struggle with geographic, economic and structural vulnerabilities that exist in small media systems. Furthermore, a number of dilemmas relating to language and culture exist which are of vital importance to how the journalists work.

Kalaallit Nunaanni tusagassiuutit tusagassiornerlu pillugit ilisimatusarneq annikitsuinnaammat ilisimatuutut allaaserisami matumani aallarniutigineqassaaq Kalaallit Nunaanni tusagassiornerup misissuiffigineqarnera, tusagassiorfeeqqatut systemi qanoq ittuunersoq misissuiffigalugu taannalu assigiinngissuteqartaraluarluni sananeqaatimigut inatsisiliorneqarnermigullu danskit
tusagassiuuteqarnermi systemiannut assinguvoq, kisiannili Kalaallit Nunaanni tusagassiorfeeqqatut systemip ilisarnaatigai immikkut ittumik eqqoruminassuseqartuuneq.

Taamaattumik ilisimatuutut allaaserisami siunnersuutigineqarpoq oqariartaaseq inuiaqatigiinni inukitsuni tusagassiorneq Hallinip Mancinillu tusagassiuuteqarnermi systemimut teoriannut ilisimaneqarluartumut ilassutigineqassasoq.

Ilisimatuutut allaaserisami misilittakkat pingaarnerit katersorneqarsimasut alaatsinaattuunermit aalajangersimasumillu amerlassusilikkanik siornatigut maannalu tusagassiortunik, aaqqissuisunik, ilinniartunik ilinniartitsisunillu apersuinertigut ingerlanneqarput. Misilittakkanik
misissueqqissaarnerup takutippaa ajornartorsiutinik arlaqartunik peqartoq Kalaallit Nunaanni nutaarsiassaqartitsinermut ingerlanneqartumut tunngasunik. Ilisimatuutut allaaserisami tunngavigineqarpoq Bourdieup misissuinermut teoria kiisalu tusagassiornermik tusagassiuutinillu
ilisimatuut allat Bourdieup teoria atorlugu tusagassiornermik atuuttumik misissueriaasii. Teorip misissuinermi atorneqartup piumasaraa nunami pissutsit atuuttut isiginiarneqassasut Kalaallillu Nunaat pineqartillugu nunasiaataasimanerup kingunerisa sunniutai oqaluttuarisaanerlu
pissusiviusunut atuuttunut pingaaruteqarput, aaqqissuisoqarfinni misissuiffiusuni atuuttut taamaattumillu ilisimatuutut allaaserisami oqariartaatsit nunasiaataasimanerup kingunerinut tunngasut misissuinermut ilaapput.

Misissueqqissaarneq aaqqissuisoqarfinni sulinermi inuiattut kinaassuseq aallaavigalugu suleriaatsinik tamatumalu sinaakkutaanik takutitsivoq kiisalu takutilluguttaaq ulluinnarni nutaarsiassalerisarneq qanoq ingerlasarnersoq. Tamatumuma kingorna misissuiffigineqarput
tusarfiit qanoq pingaaruteqartiginersut, tusagassioriaaseq qanoq ittoq ingerlanneqartarnersoq kiisalu tusarfinnik atorsinnaassusilinnik nassaassaasunillu nassaarsiortarnermi suut unamminartuusarnersut, tassalu tusagassiuinermi sakkut pingaaruteqarluinnartut pineqarlutik.

Tulliullugu oqallisigineqarpoq – kalaallinut atatillugu – apeqqutit sammiuiminaatsut oqaatsinut tunngasut tassalu ulluinnarni tusagassiortutut sulinermi tunngaviusumik anguniarneqartartut aammalu imminni isumalerujussuit. Tusagassiornermut ingerlatamut tunngaannaratik aammali
avatangiisigisat tusagassiorfinni oqaatsinik atuinermi naatsorsuutigisaannut tunngasut taamalu aamma kalaallinik kinaassusiliisut.

Ilisimatuutut allaaserisap takutippaa tusagassiorneq tusagassiorfiillu Kalaallit Nunaanni annertuumik oqallisaasut kiisalu kalaallit tusagassiortut akiorniagassaat nunamut, aningaasaqarnermut aaqqissuussaanermullu tunngasutigut eqqoruminassuseqaannaratik aammali
arlalitsigut oqaatsitigut kulturikkullu akunnattoorutinik nalaanneqartarnermut tunngasartut, tusagassiortutut qanoq suleriaaseqarnermut pingaaruteqartorujussuarnik.

Nysgerrighed omkring børn og unges fritids- og medievaner i et Grønland, hvor ikke engang hovedstaden Nuuk i midten af 1990’ern havde en biograf og hvor cafeer, ungdomsklubber og andre af de unges fritidssteder var begrænsede, fik mig til at spekulerer over, hvad de unge egentlig lavede i deres fritid. Der var selvfølgelig sportshaller og mange muligheder for udendørs aktiviteter afhængig af årstiden, men var det også medierne, der fyldte fritiden ud for de unge i Grønland? Og hvis ja, så med hvad?

Eftersom medieforskning om unge i Grønland i 90’erne nærmest var ikke-eksisterende, måtte der startes fra bunden. Med basis i humaniora blev inspirationen fra grounded theory (Glaser & Strauss, 1965) og induktiv forskning et startpunkt for en bred interesse for empiriske data om unges medievaner. Baseret først på ”convenience” etnografiske observationer (Bryman, 2012: 201-202) i hjembyen Nuuk, der kunne danne grundlag for relevante spørgsmål til et spørgeskema, blev det første kvantitative pilotprojekt omkring børn og unges medievaner distribueret i papirform til skoler i Nuuk i 1996. Inspiration fra andre landes medie- ungdomsforskning og især fra forskningsprojektet BUM (Børn, Unge og Medier, finansieret fra NorFa fra 1997-1999) i Danmark, som jeg blev tilknyttet, gjorde en bred deduktiv teoridannelse om unge og medier til et sæt løse formodninger om de unges medieliv, snarere en end egentligt hypotese, der skulle testes, som det ofte er tilfælde i kvantitativ forskning (Bryman, 2012: 161). Hensigten var hurtigt at få en bred kortlægning af fritidssituationen, især med henblik på mediebrug og -vaner.

Den første pilot-spørgeskemaundersøgelse i Nuuk blev startskuddet til flere spørgeskemaundersøgelser i 1997 og 2004 i papirform, og i 2015 som webbaseret survey i Relationswise. Alle disse spørgeskema-undersøgelser var landsdækkende.

Inspiration fra grounded theory om at se ungdomslivet fra så mange vinkler som muligt og for at skabe ”rich-data” (Geertz, 2000), blev hurtigt til interessen for mixed methods og triangulering. I de følgende år kom derfor også indimellem kvalitative undersøgelser i 1997og 2001 som opfølgning på spørgeskemaundersøgelserne og i 2000 en visuel antropologisk undersøgelse, der gentoges som undervisning i studenterprojekter i 2003 og 2006. Indimellem var mindre forskningsprojekter og forskning omkring film, medieforekomster som sociale medier og dele af ungdomskulturer – alle relaterede til undervisning på et lille universitet med få ansatte, der krævede stadig fornyelse for at de studerende kunne have valgmuligheder.

Metodemæssigt udviklede hele projektet: Mediespejlet: Medier, ungdom, identitet og globalisering i Grønland - kvantitative og kvalitative undersøgelser over 12-25-åriges liv med medier i grønlandske byer 1996-2016 sig i løbet af disse 20 år fra at være et projekt baseret på grounded theory over mixed methods (Tashakkori & Teddlie, 2010), triangulering (Denzin, 1970; Bryman, 2012), transgressive methods og post-feminisme (Lather, 1991, Staunæs & Petersen, 2000), indigenous methods (Denzin, Lincoln & Smith, 2008, Smith, 1999) til visuel antropologi (Pink, 2006; Mitchell, 2011; Rose, 2011). Det er denne både teoretiske og metodemæssige rejse, som denne afhandling vil søge at dække med 17 artikler fordelt på de temaer der manifesterede sig i løbet af forskningen, som grounded theory dekreterer og som løbende blev til forskningsspørgsmål eller ”kategorier” (Bryman, 2012: 570). Alle handlede de om unges mediebrug i bred forstand: Hvilke medier bruger de unge i deres hverdag? Hvad interesserer dem? Hvad er hovedudfordringen for de unge i relation til deres medieforbrug som for eksempel ’adgang’? Hvordan forsøger de at få så meget som muligt ud af deres medieliv/ungdomsliv, hvor end de end bor? Andre spørgsmål var: Hvordan bruger disse unge mennesker medier til at optimere deres identitet og deres livsvilkår som unge lokale i en globaliseret verden? Hvordan er deres hverdagsliv i urbane centre så vel som i små byer med hensyn til familieliv, ungdomsliv, medier og fritidsmuligheder?

Temaerne udmøntede sig til det, der nu, på basis af artiklerne, er blevet kapitler i denne afhandling: En visuel kultur i et globalt perspektiv (kapitel 4.1); KNR2 - Public service i Grønland (kapitel 5); Unge, medier og urbanisering og postkolonialisme (kapitel 6); Unge, medier og identitet (kapitel 7); Unge medier og globalisering (kapitel 8). Kapitlerne 1, 2 og 3 giver en Præsentation af afhandlingen og artiklerne (kapitel 1), af Børn, medier og socialisering (kapitel 2) og af Perspektiver på grønlandske byer (kapitel 3). Kapitel 4 beskriver Metodiske og videnskabsteoretiske refleksioner og endelig er kapitel 9 et forsøg på at trække de store linjer og give et overblik over Ungdom og medieforbrug fra 1996-2016.

Grønland har nu fået biografer, TV-situationen har bedret sig i byerne og Internettet i mange af de store byer har betydet et helt nyt liv: Muligheder for virkeligt at være globale unge, for at købe ting på nettet, som byerne ikke umiddelbart har på lager og muligheder for nu på afstand at holde kontakt med venner og familie som aldrig før med mobiltelefoner, IPads, face time, sociale medier og Skype, uanset en dyr og besværlig infrastruktur. Sådan er det mange steder! Som mine undersøgelser imidlertid vil vise er Grønland stadig et land præget af geografiske forskelle, som selv ikke en digital revolution endnu har udbedret – helt!